Atkins kuren(19 minutter)

Fra LCHF til Dukan kuren, der er nok slankekure derude, men få af dem har vist sig så langtidsholdbar som Atkins kuren.

Måske er det fordi Atkins kuren giver dig lov til at spise ”rigtig” mad, uden at du føler at du sulter dig selv. De fleste slankekure begrænser antallet af kalorier du må spise. Det gør Atkins ikke. Her er det kun mængden af kulhydrater, der bliver holdt i snor.

På den måde tvinger du kroppen til at bruge fedt som energikilde. Den process kaldes ketose og er en vigtig ingrediens i vægttab med Atkins kuren. Det, og meget andet, kan du læse mere om i denne artikel.

Hvad går Atkins kuren ud på?

Atkins kuren er opkaldt efter opfinderen, lægen Robert Atkins, der oprindeligt havde tiltænkt kuren til svært overvægtige. Det nye i diæten var et fokus på at reducere mængden af kulhydrater i kosten, samtidig med at øge mængden af fedt. Det var dengang,og indtil for nylig, meget kontroversielt, da man mente at det var fedt i maden der var synderen.

Atkins kuren består af fire faser. Kun meget små mængder kulhydrat er tilladt i første fase. Det giver normalt et meget hurtigt vægttab. I de næste faser, tilføjer man gradvist kulhydrater indtil man finder en balance, der giver stabilt vægttab.